top of page

Gør din virksomhed klar til genopbygningen af Mykolaiv

Hvis en dansk virksomhed er interesseret i at deltage i genopbygningen af den ukrainske havneby Mykolaiv, så er det en god ide at komme i gang med forberedelserne allerede nu. I alt fald, hvis man spørger Jesper Karup Pedersen, teknisk direktør i COWI og ansvarlig for selskabets aktiviteter i Ukraine.

 

I 2022 blev der, på opfordring fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelinskyj, truffet aftale mellem Danmark og Ukraine om, at Danmark påtager sig en særlig rolle i genopbygningen af Mykolaiv. Byen er blandt dem, der er hårdest ramt af ødelæggelser, og Verdensbanken vurderer, at genopbygningen af Mykolaiv-regionen vil kræve 13,7 mia. USD i perioden frem til 2033. Regeringen har besluttet, at 60 pct. af alle Danmarks midler til genopbygningen i Ukraine i 2023-24 anvendes i Mykolaiv.

 

 

Mykolaiv Masterplan

Ødelæggelserne af byens infrastruktur er omfattende og for at forberede sig på genopbygningen, udarbejder Mykolaiv by, med støtte fra blandt andre Danmark, en Masterplan. Planen skal sikre en langsigtet genopbygning med henblik på, at byen genopbygges på en måde, så den bliver bedre og grønnere end før den russiske fuldskala-invasion. COWI bidrager til udviklingen af Masterplanen inden for tre områder: vand, energi og affald.

 

I et interview med Øst-Info oplyser Jesper Karup Pedersen, at COWI er næsten færdig med sit bidrag til Masterplanen. Planen er interessant, fordi den giver et overblik over, hvilke investeringsprojekter og dermed typer af udbud der vil komme på kortere og længere sigt. Det er nemlig gennem udbuddene, at danske virksomheder har mulighed for at få kontrakter.

 

Den næste fase, som bystyret i Mykolaiv er ansvarlig for, består i at bringe Masterplanen i overensstemmelse med den ukrainske lovgivning. Samtidig gennemføres der forhandlinger med internationale finansielle institutioner om deres rolle i forbindelse med de investeringsprojekter og investeringspakker, der er indeholdt i COWIs bidrag til Masterplanen med henblik på, at nogle af projekterne kan komme i udbud snarest muligt (sandsynligvis primo 2025).

 

 

Arbejdet er allerede i gang

-Forberedelserne til genopbygningen, herunder design, udarbejdelse af udbudsdokumenter og valg af udbudsmodel er dog i fuld gang. Og nogle af de opgaver, især dem som skal sikre indbyggernes basale behov, er allerede sat i gang eller på trapperne, siger Jesper Karup Pedersen. I den forbindelse nævner han blandt andet Per Aarsleff A/S, som hjælper med at forbedre vandforsyningsnettet i byen.

 

 

Hvad kan danske virksomheder gøre for at komme med på opgaverne?

-Det, de kan gøre i dag, er at finde ud af, hvornår udbuddene på de forskellige bygge- og anlægsopgaver kommer, og hvad de konkret vil omhandle. Er der tale om rør, pumper eller målere? Jo før man ved det, jo bedre står man, når tilbuddet skal laves. Det er i virkeligheden meget enkelt, siger Jesper Karup Pedersen.

 

Udbydere kan være enten ukrainske myndigheder eller internationale finansielle organisationer. Sådan som det ser ud nu, vil det regionale kontor for Ukraine State Agency for Restoration i Mykolaiv-regionen være en vigtig udbyder af nogle af opgaverne, som f.eks. etablering af en ny, mere end 60 km lang rørledning, som skal lede rent drikkevand fra floden Sydlige Bug, lidt nord for Nova Odesa, til Mykolaiv by.  

 

Når man skal finde ud af, hvad der er på trapperne, skal man huske på, at de lokale myndigheder vil være behjælpelige og svare på spørgsmål om de kommende udbud, da de gerne vil have så stærk en konkurrence som overhovedet muligt, ifølge Jesper Karup Pedersen. Jo flere, der kommer med tilbud, jo bedre.

 

-I den forbindelse kan det være nyttigt at tage kontakt til byens administration, hvor der er to afdelinger som er særlige interessante – Energy Department og Department for Housing and Municipal Services, tilføjer Jesper Karup Pedersen.

 

-Først og sidst vil jeg dog anbefale, at man kontakter den danske ambassade i Kyiv eller ambassadekontoret i Mykolaiv. Af alle udenlandske ambassader i Ukraine er vores den eneste, som har et ambassadekontor uden for Kyiv, ikke et konsulat, men et ambassadekontor – og så ligger det ovenikøbet i Mykolaiv. På kontoret sidder blandt andet Mykola Kapatsyna, som er honorær konsul for Danmark i Mykolaiv. Han er også medlem af byrådet i Mykolaiv og således meget velorienteret om den lokale situation.

 

Der forventes også udbud fra de internationale finansielle organisationer, som f.eks. Den Europæiske Investeringsbank, EBRD og NEFCO. Dem er det også værd at holde øje med, ifølge Jesper Karup Pedersen.

 

 

Lokal partner er vigtig

-Det er også vigtigt at finde ud af så hurtigt som muligt, hvilke ukrainske entreprenører det kan være en ide at række ud til for at finde ud af, om man kan gå sammen med en eller flere af dem, alt afhængig af hvad det er for opgaver, man går efter, siger Jesper Karup Pedersen.

 

-Det er enormt vigtigt, og på den måde er Ukraine ikke anderledes end andre lande, at man har en lokal partner, man har tillid til. Det vil i mange tilfælde nok være det klogeste for en dansk virksomhed at gå ind i et projekt som underleverandør til en ukrainsk entreprenør, som står for hovedentreprisen, og som man har tillid til, understreger han.

 

-På vandområdet er det en god ide at følge med i, hvad vandselskabet Mykolaiv Vodokanal har af planer. Handler det om fjernvarme, så er det værd at holde øje med de to lokale varmeselskaber. Det ene er Mykolaiv Oblast Teploenergo, som er kommunalt ejet. Det andet, som ejes af staten, er Mykolaiv Central Heating Power Plant.

 

Så hvis en dansk virksomhed er interesseret i at deltage i genopbygningen af Mykolaiv, er det vigtigt at tage fat i nogle af de organisationer, som jeg har nævnt, holde sig opdateret på deres hjemmesider og sætte gang i en dialog. Der er bare at gå i gang, afslutter Jesper Karup Pedersen.

 

Personligt er han allerede ved at planlægge sin næste rejse til Mykolaiv, hvor der holdes et større møde i juni. På mødet, som både ukrainske og danske myndigheder vil deltage, vil COWI præsentere sit bidrag til Masterplanen.


Jesper Karup Pedersen, teknisk direktør i COWI og ansvarlig for selskabets aktiviteter i Ukraine
Jesper Karup Pedersen, teknisk direktør i COWI og ansvarlig for selskabets aktiviteter i Ukraine

Comments


bottom of page